Kunstudstillingen LY LY LY LY LY

Et nyt 40 meter langt byggepladshegn med fem kunstinstallationer blev 13. maj indviet af rådmand Lars Christian Lilleholt på Elisabeth Klixbülls Plads. Byggepladshegnet er skabt i et samarbejde imellem Det Fynske Kunstakademi og  A. Enggaard A/S og skal de næste to år forskønne byggepladshegnet til Banebyen imens The Station, som er Banebyens Hotel og kontorhus, bliver opført.

Udstillingen med titlen LY LY LY LY LY er skabt af Ina Matilde Klemmensen Kirk, Christoffer Larsen, Mikkel Rohde Skovlunde, Mia Kokine Joensen og Joël Julien Johannes Scharfenberg Wiese. Værkerne er resultat af en workshop ledt af underviser og billedkunstner Kåre Frang og Det Fynske Kunstakademi.

Mindre integrerede rum i indhegningen danner ramme for hver enkelt af de fem kunstneres bidrag til LY LY LY LY LY, der som titlen indikerer, kredser om idéen om ly som noget både konkret og metaforisk; et sted at søge læ, men også en form for beskyttelse, afgrænsning og midlertidig pause fra travlheden i by

Udstillingen markerer det første af flere samarbejder mellem Det Fynske Kunstakademi og Entreprenørvirksomheden A. Enggaard – samarbejder der undersøger, hvordan kunst kan indgå aktivt i byudviklingen og skabe nye, berigende møder mellem kunst, byens borgere og det urbane.